Einbeck fra Viborg

Jeg mødte engang Nils Malmros til en lille prætentiøs kunstnerfest. Han kom gående ind, alle hilste begejstret og fedtet mens den proletariske Henrik, som Nils satte sig ved siden af, pænt sagde goddag og spurgte hvem han var og hvad han lavede. Jeg blev overrasket over Viborg barnets herkomst og sande identitet... ikke glædelig, blot ligegyldigt. Anede trods alt ikke hvem manden var.

Lidt det samme gjorde sig gældende for aftenens juleøl. Men i modsætning til den snobbede "verdensmand" mødte jeg her en glædelig overraskelse... en øl med væsentlig mere personlighed og dybde i kapslen end den navlepillende pensionist (citat: mein Frau) havde i det hele.

Nå, nok mobning af finkunsten. Alligevel meget passende for her har vi ikke med finkunsten at gøre. Vi har med en god solid tyskartet bock at gøre. Ikke den store bryggerkunst til trods for at historien vil at bryggemetoden var anderledes i form af nedfrysning, hvorefter man fjernede det frosne vand og derefter stod med en stærkere og kraftigere øl... oprindeligt hed det "ein Beck", men historien fortæller ligeledes at Bayernes dialekt gjorde at de sagde "ein Bock". Ak ja, de sydtyskere med deres fjollede dialekt.

Viborg Bryghus' Jule Bocken hilser en velkommen med en dejlig rød teint og let farvet skum, som er kraftig og holder længere end man normalt ser fra en tysk (ikke weissbier) øl. Duften er klassisk bock efter min mening. Med klassisk bock mener jeg faktisk noget så ucharmerende som duft af stald. Dog ikke ubehagelig, men der har altid været, i det mange bocks jeg efterhånden har smagt, været variende styrke af hestestald i duften. Men Jule Bocken her har en god balance mellem en behagelig sødme og svag hestestald. En meget velkommen duft da man strakt fornemmer en balance mellem kraft, sødme, bitterhed og tilsatte krydderier.

Første mundfuld giver et umiskendeligt indtryk af karakter og kompleksitet i form af en hårfin balance mellem karamel, malt, humle og røg. Den fylder i kinderne og varmer smagsløgene. Første indtryk er godt, dog uden at leve op til etiketten som påstår at der er tilsat julens krydderier og lakrids... måske sandt, men det første man tænker at julen ligger i farven. Men sikke galt jeg var på den. Hvor den først ligger sig i kinderne, så kommer eftersmagen og "brænder" sig ind på tungen. Man er ikke længere i tvivl om julens krydderier. Der er tale om kanel.

Hør her, kanel i øl har i mange år været en rigtig dårlig kombination set ud fra et personligt perspektiv. Jeg har ganske enkelt aldrig smagt en øl med kanel som smagte i nærheden af godt. Men sikke man dog kan blive overrasket og få sine fordomme skudt i sænk. Brygmester har skabt et lille julemesterværk med denne balance. For hvor kanelen brænder sig ind på tungen er det med til at fremhæve resten af den kraftige bock aroma. Alkoholen kan smages, hvilket er ganske naturligt for en stærk juleøl, men balancen mellem malt og humle er fantastisk tydelig fremhævet. Røgen og karamellen kæmper om at frembringe glæde; alt sammen frembragt af et skud kanel.

Selv som en almindelig bock er dette klart en af de bedste af denne type, jeg nogensinde har smagt. Som juleøl er dette ikke mindre end en af de bedste juleøl jeg har smagt i mange år.

Kender ikke prisen da det var en gave fra en Viborgenser, styrken er, som jeg husker det, små 7 % og vurderingen er til topkarakter; ikke mindre

En hilsen med respekt sendes hermed til Viborg Bryghus og ikke mindst til min bekendte Peter Schrøder, som i dag er brygmester ved Viborg Bryghus; Peter, det er sgu godt gjort.

Glædelig jul