En nordatlantisk perle - den sidste juleøl i denne omgang

En gang i mellem dukker der noget op som man først og fremmest afskriver af ren og skær stereotypisk tankegang men som så viser sig at tage r***n på én. Personligt elsker jeg når dette sker for så ved jeg at det er tid til at ruske op i gammelmandstankegangen og være lidt mere med på beatet og åbensindet. Noget der kan være svært når man egentlig er lidt en sur gammel mand, som bare godt kan lide freden herude i "mørke" Skejby.

Dette nye bekendtskab gjorde dog ikke noget godt for den stereotypiske tankegang da jeg først kastede mit blik på etiketten, som lignede noget man ville have brugt i 70'ernes fløjlsramte Danmark, hvor brunt i brunt herskede og julestjernen var den mest eksotiske af planter man kunne have i hjemmet. Flasken ser faktisk så komisk ud at man næsten ikke tør åbne for den men jeg er godt nok glad for at jeg gjorde netop dette i det nye år.

Föroya Bjór er et færøsk bryggeri. som viser sig at være blandt de ældste virksomheder på øgruppen. Faktisk har bryggeriet været igang siden 1888. Tænk engang at færingerne havde andet end hjemmebryg. Sådan kan man jo blive klogere og det er jo noget, som andre smålande i kongeriget kunne lære af. Bryggen kan næsten kun købes på Færøerne men på en eller anden måde havde bryggen fundet vej til Salling Super, hvor nissen havde fundet et lille udvalg af øl, hvor denne gemte sig blandt de mere sjældne flasker.

Øllen vi taler om er en Jólabryggj på 5,8%. Hældt op minder den ganske vis om en almindelig dansk julebryg med en lidt mørkere, om måske mere rødlig, teint end almindelig pilsner. Skummet er fyldigt og hvidt som den nyefaldne julesne... som vi ikke har set skyggen af i Danmark denne vinter. Den første smag virker umiddelbart meget neutral uden de store nuancer eller overvældende bølger af kvalmende sød malt. Der er ingen mur af karamel eller prikkende citrus eller in-your-face nelliker. Der er blot smagen af noget som færinger, grønlændere, nordmænd eller islændinge måske kender alt for godt til. Frisk elvvand. Kold og mineraliseret og ikke mindst klar. Virkelig forfriskende. Noget som kunne være alkoholens svar på sushi måltidets ingefær. Den renser ganen efter en snaps eller stærk sild. 

Efter det friske pust kommer så smagen, som giver et kendetegn af sofistikeret juleøl. Svage undertoner af karamel og måske nelliker. Det er svært at bedømme, men det smager godt. Rigtig godt. Der er næsten ingen malt og humlen er faktisk mere dominerende, omend er denne også meget nedtonet. Man kan smage den lidt stærkere procent og den kan sammenlignes lidt med en god kold guldøl, som dog ville være renset for maltsødmen. Der er ingen tvivl om at det er den kolde friske smag som man starter med, der dominerer og samtidig giver julesmagen en god karakter. Det er vandet der gør det og det er sikkert at det friske elvvand er et godt valg til enhver øl. Noget som burde udforskes mere af vores andre nordiske fætre og kusiner, som har adgang til samme ressource.

Nu er det naturligvis unfair at sammenligne denne julepilsner med 65 kroners, hæderskronede, brygget af dværge fra en anden dimension, topklasse humleøl fra en lille isoleret kvæker flække i Rocky Mountains, men hvis man er bare en smule objektiv og sammenligner Jóla Bryggj med, især, danske pilsner type øl og ikke mindst julebryggene, så er denne øl ganske enkelt i en klasse for sig. Den smager fremragende og ville være den øl jeg personligt ville vælge som en, fra kassen, almindelig juleøl. Den er ikke kvalm, den er ikke for sød, den er ikke for krydret, den er ikke for neutral og den er ikke smagsløs. Den er god og man kan altid drikke en mere... hvilket jo er noget som hører hjemme i juletiden og til julefrokoster. Den kan drikkes til maden og den kan drikkes før og efter maden. Den kan være den ene øl du tager med for hele aftenen... hvis ikke det var for prisen herhjemme på ca. 20 kroner per flaske. Men det er jo mindre end hvad man måske ellers ville give for special juleøl.

Færøerne har virkelig noget potentiale i ølbrygning og landet viser sig som en af de lande, hvor vintermørket og isolationen har en tendens til at skabe små perler. Senest har jeg opdaget Marius Ziska, som faktisk ikke er en helt ueffen sangskriver og så min personlige favorit Allan Tausen som, selvom han er sideimporteret fra Grønland, er en af de kommende store eksportvarer efter min mening. Færøerne; det nye Sverige på musiksiden og det nye (selvom det er et gammelt bryggeri) sort på ølfronten her på kontinentet.

Thumbs up hele vejen rundt. Godt nytår.