torsdag den 18. december 2014

En vintage jul til at slutte af med

Du kender det godt det der med at kende den rette person, som kender den rette person eller er i familie med en, som bare har været de rigtige steder og fundet de rigtige ting. Man hører om disse sagnomspundne fortællinger men man tror ikke på at det nogensinde sker for en selv, vel.... Jamen nu er det sket for mig.

For en del år siden fortalte en kollega mig om at, især, juleøl har godt af at lagre en rum tid. Selv indkøbte han Gouden Caroulus og lagrede i et års tid. Dog fortalte han om øl, som var gode at lagre i endnu længere tid men han havde dog aldrig set det selv eller oplevet det selv, da han enten drak det selv inden alt for længe eller også havde han bare ikke mødt nogle, som lagrede så længe selv. Den eneste oplevelse vi havde til fælles var at købe producerede "vintage" ales fra f.eks. Fullers.... glimrende bryg forresten.

Men nu er det lykkedes. En rigtig sød kollega har doneret, bare til lille heldige mig, to "vintage" Ceres Hvid X-mas. Produceret i 2006 og "Mindst holdbar til" i 2007. Historien går på at bryggerne på Ceres gemte disse øl efter produktion, rundt omkring i mørke hjørner af bryggeriet, for at de skulle blive "for gamle" til salg og så kunne de derefter tage dem med hjem. Herefter blev de lagret i private kældre, i ølskure, glemt i skabe og så videre.

Men for at holde lidt på spændingen kunne det være lidt skægt at trække dette særindlæg med en helt almindelig... og denne gang meget objektiv.... anmeldelse af Ceres Hvid X-mas. Så lad og starte med en helt nyproduceret bryg.

Royal X-MAS Hvidgran, som den hedder i dag, er kendt for at være den ældste danske julebryg i den stærkere guldøl kategori. Født i 1969 var den mildere end de andre juleøl, som var kategoriseret i en højere klasse og mildheden har siden da vakt stor glæde blandt mange forbrugere, som foretrækker sødmen og den knap så sprittede smag af juleøl.

Hvidgran er lidt mørkere end en almindelig pilsner med et kraftigere og mere vedvarende skum. Den minder mest af alt om en classic.. værende en Tuborg Classic, Harboe etc etc... så ligner de alle meget hinanden. Duften er dog meget anderledes. Man kunne forvente den maltede sødme men mødes istedet af en let maltet duft, hvor "de hemlige" krydderier spiller ind og giver en duft af ... ja, gran. Ganske utroligt har man fanget duften af gran i denne øl.

Smagen er, som Royal Unibrew selv beskriver den, let sødlig med en blid note af krydderier. Den er på ingen måde sprittet og har måske en lille karakter af julehvidtøl i sig. Eftersmagen er dog relativ "pilsneret" med maltsmag og en smule humle.

Skal jeg selv sige det er det en af de bedre og mere karakterfulde "almindelige" danske juleøl.... men hvad sker der når man gemmer den i 8 år?

Det første jeg umiddelbart lægger mærke til er ikke looket men duften. Jeg ved ikke om det er det at være indkapslet i væsentlig længere tid der får duften til at "eksplodere" mere eller om det er den ekstra lagring. Alt andet lige er det en mere kraftig duft... ikke ubehagelig men krydret, sødlig og maltet.

I forhold til looket, så vil jeg vove at påstå at den er mørkere og faktisk en smule mere grumset. Ser man nærmere kan man fornemme en mere uklar øl med lidt grums i sig. Skummet er flygtigere og tyndere end en "frisk" hvidgran.

Duften er som sagt kraftigere og efter den indledende dufteksplosion falder det hele lidt mere til ro. Den generelle duft er dog stadig kraftigere end "normalen" og der er tydeligvis mere sprit og malt i duften og knap så meget gran.

Smagen har taget en tydelig drejning over noget mere julehvidtøl. Den er tydeligvis blevet sødere med årene. Malten er blevet tydligere men den overall sødme den har er mere sukker/glucose agtig end den er maltagtig. Det klæder faktisk at sødmen er sukkeragtig men i forhold til min personlige smag, så er den måske lige en tand for sød. Den er også mere vinøs i sin smag og en tand mere sprittet. Man kan faktisk vove at påstå at det er blevet til lidt af en barley wine. Eftersmagen er næsten ikke-eksisterende grundet den ekstra sprittethed.

Er den bedre end en "frisk" hvid X-Mas? Jeg vil hverken sige ja eller nej. Den er dog meget spændende idet den får en hvidtøl karakter over sig og det er nødvendigvis ikke en dårlig ting. Og så er det jo sjovt at drikke en "hvidtøl" i form af en pilsner. At lade den lagre fjerner, efter min overbevisning, den bedste egenskab ved denne øl... smagen og den anderledes karakter. Men den bliver bare spændende på en anden måde og det er ikke dårligt.

Jeg kan godt se hvorfor mange vil lagre denne bryg. Den bliver sød og ekstra julet og måske endnu mere en "pigeøl" end den var i forvejen. Den er god til julegrøden og måske endda ekstra god til at brasere svinekødet i. Jeg ser mange potentialer i denne øl men qua min personlige smag, så holder jeg mig nu engang til det mere humlet spektre.... altså indtil jeg skal have julegrød for så finder jeg den anden, jeg har fået, frem.

Glædelig jul alle sammen. Vi ses til nye øleventyr i det nye år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar